Ordensliv

Søstre af det

dyrebare blod

Må ordensfolk spise pizza?

For mange mennesker er ordenslivet, klostre, munke, nonner osv. en fremmed verden. Mange forbinder det med afkald, streng disciplin, permanent bøn bag høje klostermure. Mange mennesker spørger endda, om nonner egentlig må spise pizza, eller om de altid har deres dragt på, også når de går i seng?

Ja, ordenslivet har noget at gøre med afkald, med disciplin, med bøn – men ordenslivet er også mere end det og anderledes end mange tænker. Ordenslivet er en engageret måde at leve et kristent liv på; det er en konsekvent efterfølgelse af Jesus Kristus. Ordenslivet er mangfoldigt og tidsløst, det har en lang åndelig tradition, men søger altid efter en forbindelse til nutiden.

Ordensliv er et tegn på, at der findes noget mere

Munke, søstre, nonner er et levende tegn på, at livet er mere end at spise og drikke, mere end at nå og kunne, mere end karriere og penge, mere end tiden mellem fødsel og død. De har erfaret, at det er vigtigere at være end at have meget, at livet ikke bare slutter med døden og at man ikke mister noget, når man giver afkald på magt og rigdom, men at det også skaber fællesskab.

Men Gud har en plan med ethvert menneske, dvs en særlig opgave, en bestemmelse – en unik mening, som kun dette menneske kan leve op til. Hvad vil du udrette med dit liv? Hvad giver mening for dig? Hvad vil du bruge dine talenter til? 

Ordenslivets mangfoldighed og forskellighed har sin oprindelse i  Jesu Kristi liv og  mission: Hans enkle livsstil, Hans livsfællesskab med sine nærmeste venner, Hans henvendelse til de fattige og mishandlede, Hans indtræden for de marginaliserede, Hans hjælp og bistand til de syge og lidende, Hans trøstende ord til fortvivlede og sørgende, Hans glædelige budskab om Guds omsorg for ethvert menneske, Hans  vandring for at forkynde evangeliet, Hans stedfortrædende død på korset, Hans opstandelse  - alt dette er ordenslivets oprindelse og grundlag og forbillede.

Ordensliv er et kald

At opdage og erkende denne mening i sit liv og at leve efter den – det er Guds indbydelse til os.

Gud giver os indre og ydre tegn til at erkende vort kald. Nogle mennesker erfarer Guds kald direkte i deres liv, men ofte kalder Han meget stille i vores dagligdag. Længslen efter et meningsfyldt liv, møder og samtaler med andre mennesker, med ordensfolk eller præster, dine ønsker og drømme, dine evner og talenter – alt det  kan være vejvisere på denne vej. Meget ofte taler Gud til os gennem vores længsel.

Gud kalder – alle og enhver. Et kald betyder, at Gud har en plan med dig. Der er mange forskellige kald i verden. Ikke alle er kaldet til et liv som søster, eller munk eller nonne eller præst. Mange mennesker er kaldet til et liv i ægteskab, til et liv som far eller mor.

Ordensliv er en gave

Mange mennesker tænker, at ordenslivet er et stort krav. Man skal bede flere gange om dagen, man må ikke gifte sig, man skal ikke drikke alkohol, man skal, man bør....

Når man ser på ordenslivet fra denne synsvinkel, er det som at se på familielivet  fra kun den negative side: man må ikke være utro, man må ikke slå børnene, man skal opdrage børnene, man skal, man bør...

Men ligesom familielivet er meget mere end pligter, så er ordenslivet også mere. Det er en gave, det er Guds gave til det enkelte menneske og til hele kirken. Gud kalder mennesker til at efterfølge Ham på en særlig måde og til at stille sig til rådighed for Ham. Vores grundlægger – Abbed Franz Pfanner – sagde engang: ”Gud vil, at Hans ild skal brænde overalt. Enhver søster skal være en brændende fakkel eller godt brandmateriale, således at flammen blusser højt op og ilden derved kan brede sig hurtigt og kraftigt." 

Vort svar på Guds gave, på Guds kærlighed er vore løfter: kyskhed, fattidom og lydighed.

Ordensliv er en vej

Ordenslivet er en vej, en livslang proces, hvor vi søger Gud og Guds idé og mening med os; men det er også Gud der søger os. Han kalder os først. Han har en længsel efter os, og Gud har lagt en længsl efter Ham i vore hjerter.

Derfor betyder det, at søge Gud – først og fremmest at være parat –hver dag på ny – til at lade sig finde, elske og forvandle af Ham.

Fordi denne vej er en proces, så har den også forskellige trin og faser.

Missionssøstre af det dyrebare blod - Bistrup Byvej 4 - 3460 Birkerød - Tel +45-4581 0096 - cps-Nordvanggaard@get2net.dk